Skærmbilleder af Firefox

Firefox giver dig en enkel og intuitiv brugerflade, der gør det nemt at bruge programmet, selv for begyndere.

Du kan åbne flere hjemmesider samtidigt i forskellige faneblade, hvilket gør det nemt og hurtigt at skifte mellem siderne. Det er også muligt at have flere startsider, der åbnes i hvert sit faneblad, eller du kan vælge at lade Firefox fortsætte med de samme faneblade, som da du sidst lukkede programmet.

Du kan lynhurtigt søge i Google eller en række andre søgemaskiner via et lille, praktisk søgefelt. Ud over de indbyggede søgemaskiner kan du selv tilføje ekstra - du kan vælge mellem flere hundrede søgemaskiner.

Du kan få åbnet en søgelinje nederst i browseren, så du nemt kan søge efter ord på den aktuelle side. Egentligt behøver du slet ikke åbne søgelinjen, du kan bare begynde at indtaste bogstaver, så begynder Firefox at søge på siden.

Live bogmærker lader dig se nyhedsoverskrifter fra dine yndlingssider, uden at du først behøver besøge dem. Bogmærker med dynamisk navn gør det muligt at hente mere specifik information fra en hjemmeside, uden du behøver at besøge den. Det dynamiske navn kan fx vise dig den aktuelle kurs på en aktie, status på forsendelse af en pakke, eller det seneste bud på en bestemt vare på en netauktion. De specielle bogmærker kan placeres på bogmærkelinjen som på dette billede, eller i bogmærkemenuen.

Du kan bruge den indbyggede stavekontrol på alle indtastningsfelter, fx i et forum, eller når du skriver webmail. Ukendte ord understreges, mens du skriver, og du kan så vælge det rette ord via et højreklik, eller du kan tilføje ordet til ordbogen. Det er muligt at installere flere forskellige ordbøger, så du kan få stavekontrolleret forskellige sprog.

Firefox kan forbedres med over 1.000 udvidelser. Du kan fx få en lille, smart og praktisk vejrudsigt i menulinjen, du kan blokere animerede flashreklamer, du kan få gule huskesedler, fjernstyring af din musikafspiller, rss-læser til nyheder og meget meget mere.

Du kan give Firefox et nyt udseende ved hjælp af forskellige temaer, som du kan hente på internettet. Du kan selvfølgelig også skræddersy værktøjslinjerne ved at tilføje eller fjerne ikoner eller ved at placere ikonerne i den ønskede rækkefølge.

Vinduet Tilføjelser gør det nemt at håndtere såvel udvidelser som temaer og opdateringer.

Et downloadvindue hjælper dig med at holde styr på dine downloads.

Brugerguide til Firefox

Du kan finde en omfattende brugerguide til Firefox på Ludvigs Hjørne.