30/06-2009

Firefox 3.5 udsendt

Mozilla har i dag udgivet Firefox 3.5, der er mere end dobbelt så hurtig som Firefox 3. Den nye Firefox giver dig selvfølgelig også bedre sikkerhed og flere funktioner end de tidligere versioner.

Hermed lidt om nogle af nyhederne i Firefox 3.5:

Privat browsing
Du kan nu surfe uden at andre brugere af computeren kan følge med i, hvilke sider du har besøgt. Det kan fx være praktisk, hvis du leder efter en fødselsdagsgave til kæresten, og du vil undgå at få afsløret gaven før fødselsdagen. Privat browsing foregår i en særskilt session, hvor spor i form af fx historik, cookies, adgangskoder og cache slettes, når sessionen afsluttes. Data i almindelige sessioner berøres ikke, så der kan du stadig drage fordel af historik, cookies osv.

Hvis du har ledt efter en fødselsdagsgave, men du har glemt at slå privat browsing til, kan du få Firefox til at glemme besøgte hjemmesider indenfor forskellige tidsrum, fx en time, fire timer eller for hele dagen. Alternativt kan du slette bestemte hjemmesider og alle gemte data fra dem i historikvinduet.

Genåbn lukkede faner og vinduer
Det har længe været muligt at genåbne faneblade, du får lukket ved en fejl. Nu er det også blevet muligt at genåbne vinduer, inklusive alle deres åbne faneblade.

Multimediaunderstøttelse
Firefox 3.5 understøtter de nye tags <video> og <audio>, så det nu er muligt at afspille multimedia uden at skulle bruge et plugin. Den indbyggede understøttelse har flere fordele. Dels kan du nemt gemme multimediafiler, og dels er det muligt for webudviklerne at lade andet indhold på siden interagere med multimediaindholdet. De to tags understøtter video i det åbne format Ogg Theora og lyd i det ligeledes åbne format Ogg Vorbis.

Positionsbevidst surfen
Med positionsbevidst surfen kan du få præsenteret indhold, der er relevant for dit opholdssted, såfremt hjemmesiden understøtter det. Er du fx sulten og søger efter "pizza", får du kun vist pizzariaer i nærheden af, hvor du opholder dig. Funktionen respekterer dit privatliv.

Stavekontrol
Firefox 3 gjordet det muligt at installere dansk stavekontrol, så du også kan stavekontrollere, når du skriver webmails og indlæg i netfora. I Firefox 3.5 skal du ikke selv installere stavekontrol, den er indbygget fra starten. Desuden bruges nu en anden og bedre ordbog.

Webstandarder
Firefox har altid gjort en dyd ud af at understøtte internettets standarder. Firefox 3.5 understøtter også nogle af fremtidens standarder i HTML5 og CSS3, så det fx er muligt have lokal opbevarelse af data fra interaktive hjemmesider og opbevaring af hjemmesidefunktioner, så du kan benytte dem, selvom du ikke er koblet på internettet.

Mange flere forbedringer
Firefox 3.5 er blevet optimeret til den næste generation af internettet med webbaserede programmer. Der er indbygget understøttelse af JSON, worker-tråde, der kan arbejde i baggrunden uden at påvirke din netoplevelse, og en mærkbar forbedring i afviklingen af JavaScripts.